Så har jeg sommerferie igen. Hele næste uge skal vi i sommerhuset sammen med farmor. I morgen skal jeg passes af farfar og Pia mens mor og far pakker. De har været på ferie i et par uger, så det er noget tid siden jeg sidst har set dem. På søndag skal vi ned til mormor og morfar. Mormor rejser nemlig til Grønland, så jeg skal ned og give hende et kæmpe farvel knus.
De sidste par dage i vuggestuen har været meget oplevelsesrige. Næsten alle de andre børn er på ferie, så vi har kun været 10 børn ialt fra begge stuer. Derfor har der været seks pædagoger til os ti unger. Det er da luksus. Forleden dag var vi på havnerundfart fra Nyhavn. Jeg var så opslugt af, at kigge rundt, at pædagogerne ikke kunne komme i kontakt med mig. Det var godt nok en spændende tur. Jeg sov til klokken tre om eftermiddagen og var helt stille da mor hentede mig. I forgårs var vi med toget ud til en spændende legeplads. Jeg elsker at køre med tog. Hver dag når jeg bliver hentet fra vuggestuen fortæller jeg mor hvor toget er. I dag væltede jeg i vuggestuen. Jeg fik en lille bule i panden og græd rigtig meget. Der var ikke nogen af pædagogerne der havde set mig falde, men de fandt mig liggende fastklemt mellem radiatoren og vinduet. De sagde til mor at de sjældent havde hørt mig græde så meget.
Jeg har forresten får mig et ynglingsdyr. På det sidste har jeg jo været ret meget i Zoologisk have og der har jeg set de søde elefanter. Så når mor og jeg snakker om dyr bliver jeg ved med at sige E-fae mens jeg laver tegnet for elefant. Jeg har også opdaget at der er en lille elefant på min tallerken, så når vi spiser, bliver jeg ved med at putte fingeren i næsen for, at fortælle at jeg altså har opdaget elefanten.

Far har lånt Simons børnecykelsæde. Det er meningen at far skal teste om han kan lide at køre rundt med det. Jeg elsker at sidde foran på fars cykel, så efter min mening er sædet et hit.

Det grænser til børnearbejde. Efter jeg har fået en ny skammel i køkkenet, bliver jeg sat til alt muligt husligt. Jeg skal røre i gryden, slå i dejen og vaske koppen. Ej, jeg elsker faktisk at hjælpe og min ynglingsbeskæftigelse er at vaske op. Jeg bliver sååå sur når vandet bliver slukket.

Her til aften kørte vi en aften tur ned til søerne. Mor og far sloges lidt om hvis cykel jeg skulle sidde på, men far trak det længste strå. Det er dejligt at være populær.

Vi stoppede ved en trappe hvor jeg fik lov til at strække benene og lege.

Det kræver stor koncentration når man skal gå op ad en trappe.
torsdag, juli 24, 2008 kl. 11:06 am
Hej søde Tobias
Hvor var det dejligt at se dig i søndags – ihh hvor gør du mig bare glad:-) Jeg håber du hygger dig i sommerhuset med mor, far og Zimba. Jeg glæder mig rigtig meget til forhåbentlig snart at se dig igen.
De kærligste tanker fra din moster Linda