…nu er den historie ude! Jeg får læst mange bøger for tiden. Flere gange om dagen tømmer jeg kassen med alle mine bøger. Jeg elsker at bladre gennem en bog og sige deeet. Men jeg har ikke tålmodighed til at vente på et svar. Så en bog er overstået på under et minut. Nogen gange forklarer mine forældre mig lidt om billederne i bogen. Men det er sjovest at vende sider.
Da jeg blev hentet fra vuggestuen i eftermiddags var Bedste Pia med. Vi var netop i gang med at spise eftermiddagsmad og jeg sad og guffede et stort stykke kage. Normalt får vi ikke kage, men Emra (den pædagogstuderende) havde sidste dag, så hun havde bagt lækker kage til os allesammen. Det er første gang jeg har smagt kage, og mor er ikke særlig glad for at får sukker, men sådan er vilkårene når jeg går i vuggestue. Vi hyggede virkelig på stuen. Pædagogerne havde slukket lyset og tændt små stearinlys på bordene. Da jeg havde spist færdigt, gik mor og Pia ud i puslerummet og vaskede mit hoved og hænder. Pia lavede sjov med mig, så jeg kunne slet ikke lade være med at grine.
Jeg havde haft en dejlig dag i vuggeren. Det var far der afleverede mig i morges. Han fik det obligatoriske afskedshyl da han gik, men jeg bliver hurtigt god igen. Vi fik risengrød til frokost, mums, det er altid dejligt at få serveret sin livret. Charlotte gad ikke gå rundt med mig ude i det dårlige vejr, så jeg faldt i søvn helt alene i barnevognen. Det er vist første gang det er sket. De store på stuen var i teatret, så det var kun os små der var hjemme.

Da vi kom hjem fra vuggestuen gik Pia med ind og legede. Vi hyggede os i næsten en time. Jeg guffede æbler mens Pia drak kaffe. Vi havde alt mit legetøj ude på gulvet, vi stablede klodser, legede med legodyr og kørte med biler.
Min dag ser nogenlunde sådan her ud når jeg er i vuggestue:
| Kl. 7 | Vågner |
| Kl. 7-8 | Spiser havregrød med revet æble eller banan, kommer i bad (hver 2. dag), får ren ble og tøj på og børster tænder |
| Kl. 7.45 | Far kører på arbejdet |
| Kl. 7.45-8.45 | Leger og hygger med mor |
| Kl. 8.45 | Kører, cykler eller triller i vuggestue |
| Kl. 9.15 | Spiser formiddagsfrugt og synger sange |
| Kl. 9.45-11 | Legetid |
| Kl. 11 | Spiser frokost |
| Kl. 11.30-13.30 | Sover middagslur |
| Kl. 13.30-14.30 | Legetid |
| Kl. 14.30 | Spiser eftermiddagsmad |
| Kl. 14-15 | Bliver hentet fra vuggestuen |
| Kl. 15-16 | Får mad hvis jeg ikke har spist nok i vuggestuen. Leger og hygger med mor. Ser bamsesbilledbog hvis jeg er træt. |
| Kl. 16-17 | Sover eftermiddagslur hvis jeg er træt nok. Far kommer hjem. Vi laver aftensmad og hygger i køkkenet |
| Kl. 17-18 | Spiser aftensmad |
| Kl. 18-19 | Får nattøj på og børster tænder. Vasker op og leger. |
| Kl. 19-20 | Puttetid |















