Vi har implementeret nye sovetider herhjemme. Efter juledagene begyndte jeg pludselig at sove længere, hvilket mine forældre straks valgte at udnytte. Så min gå-i-seng tid blev rykket tilsvarende i den anden ende. Jeg skal jo snart begynde i vuggestue, og derfor håber mor og far, at jeg kan være lidt længere oppe, så vi kan nå at være lidt sammen inden jeg skal i seng. De første dage er det gået rigtig fint. Jeg bliver puttet klokken 20 og sover derefter til klokken seks næste morgen, efter min morgenamning har jeg sågar sovet videre til klokken otte. I morges lavede jeg så lige en undtagelse, jeg vågnede klokken fem, og selvom jeg var vildt træt, ville jeg ikke sove mere. Mor havde morgentjansen, så vi havde en hyggelig morgen.
Al forandring er svær. Lige nu er jeg igang med et nyt udviklingstrin (læs evt. om de 8 udviklingstrin i menuen til højre). Det medfører at jeg klamrer mig til mine forældres ben og vil helst være oppe på armen, jeg vil helst holdes beskæftiget hele tiden og er meget rastløs, jeg nægter at blive skiftet og gider ikke spise mad. Det er kun en periode jeg skal igennem, så jeg håber at far og mor bærer over med mig. Det har været helt slemt i dag, jeg har grædt mange tårer og mine forældres tålmodighed har været sat på en alvorlig prøve. Efter frokosten tog vi ud og cyklede en lang cykeltur – det hjalp at få lidt frisk luft og nye oplevelser. I den sidste måneds tid er der sket mange store forandringer for mig. Jeg er begyndt at forstå en masse ting og har fået min egen mening om tingene. Jeg har lært, at forstå hvad følgende betyder:
-
Er du sulten? – jeg reagerer ved at sige mam mam
Skal du sove? – jeg reagerer ved at vinke godnat
Vil du have noget at drikke? – først peger jeg på glasset og siger deeet, når jeg bliver spurgt om jeg vil have noget at drikke, bliver jeg helt stille og venter på at få glasset op til munden.
…og så reagerer jeg på mit navn.
Derudover har jeg forstået princippet med at man kan sætte et låg oven på noget. Jeg er helt vild med at sætte låget på havregrynsglasset og rosinpakken om morgenen.
Jeg kommer i bad hver anden dag – nogen gange er jeg i karbad, men når det skal gå lidt hurtigt kommer jeg altid i bad med mor. I morges snuppede far lige et billede af mor og mig i badet.







